a.jpg

Vink Plast optimerer produktionen i samarbejde med bachelorstuderende fra Aarhus

Vink Plast havde på forhånd afdæmpede forventninger til praktiksamarbejde med maskinmesterstuderende. Men mødet med en dygtig og selvstændig studerende fra Aarhus Maskinmesterskole har åbnet virksomhedens øjne for værdien af højtuddannet arbejdskraft.

Billedresultat for vink plast

Vink Plasts hovedsæde på Kristrup Engvej i Randers

D. 31. marts 2017

Vink Plast har ikke tidligere samarbejdet med højtuddannede studerende, da de i foråret 2016 bliver kontaktet af Aarhus Maskinmesterskole og industrinetværket Industry Smart Center Randers (ISCR). Da virksomheden imidlertid har et ønske om at optimere den interne produktions- og logistikoptimering, oprettedes en praktikantstilling, som fanger studerende på Aarhus Maskinmesterskole Danni Søndergaards opmærksomhed.

”Praktikopslaget fra Vink ramte lige det som jeg gerne ville arbejde med, nemlig produktionsoptimering og lean”. Jeg synes, at det lød rigtig spændende at få lov til at kigge med friske øjne på det fysiske flow i Vink og komme med mine egne forslag til, hvordan produktionen kunne optimeres”, siger Danni Søndergaard.  

Produktionschef i Vink, Jesper Stordal, er blevet overrasket over, hvor meget det har givet virksomheden, at have en maskinmesterstuderende tilknyttet:

”Vi har i lang gerne villet forbedre vores logistik-flow i produktionen. Men vi har manglet de ekstra ressourcer og friske øjne, der kunne hjælpe os videre i arbejdet. Nu har vi fået udarbejdet et rigtig godt beslutningsgrundlag til at ændre vores interne flow, som ville have kostet os kassen at få lavet hos et konsulenthus”. 

Samarbejdet forløb over to måneder i efteråret 2016 og blev afsluttet med, at Danni Søndergaard skrev sit bachelorprojekt med udgangspunkt i Vinks produktionsflow.

”Jeg har læst hele bacheloropgaven. Den tager udgangspunkt i det arbejde som Danni har lavet hos os med bl.a. at trække data ud om produktgrupper og deres flow hele vejen igennem virksomheden. Det er der kommet en meget værdifuld analyse ud af, som kommer til at anvise vores nye produktions lay-out og hjælpe os rigtig meget, når vi inden længe skal opstille nyt maskinel.

Men det er ikke kun Jesper Stordal og Vink, der har fået noget ud af samarbejdet. Danni Søndergaard er i kølvandet på forløbet hos Vink blevet afklaret omkring sit fremtidige speciale:

”Jeg er blevet helt overbevist om, at jeg skal specialisere mig inden for produktionsstyring og ledelse. Og jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil arbejde med produktion og ledelse i en større dansk produktionsvirksomhed. Derfor tager jeg nu en cand.tech. i produktion på Aalborg Universitet. På den måde kan man sige, at min praktik hos Vink har gjort det klart for mig, hvad jeg gerne vil beskæftige mig med i fremtiden”, siger Danni Søndergaard.  

Hos Vink er man ganske begejstret for at kunne bidrage til uddannelsen af fremtidens dygtige, produktionsorienterede studerende:

”Vi kan jo se, at der også er en masse gevinster at hente for os, uden at vi skal bruge særlig lang tid på at holde vedkommende i hånden. Vi har holdt statusmøder i ny og næ, men ellers har Danni været stort set selvkørende, og han har selv taget initiativ til at snakke med de rette folk i produktionen for at komme videre. Så vi vil helt sikkert gerne have en dygtig studerende igen, når muligheden byder sig og næste skuffeprojekt skal i gang”, slutter Jesper Stordal.

NAVITAS

Navitas er et kraftcenter for uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri

Aarhus Maskinmesterskole, Aarhus Universitets ingeniørretninger og Incuba er i front for Navitas

Kontakt:

Torben Rauff

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.  // +4541227152

ISCR

ISCR(Industry Smart Center Randers) arbejder for at styrke konkurrencekraften hos fremstillingsindustrien, samt styrke samarbejdet mellem fremstillingsvirksomheder i Randers-området.

Kontakt:

Jonas Andersen

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.  // +45 23839046

Erik Poulsen

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.  // +45 40 74 34 55

OM TILBUDDET

ISCR og Navitas har indgået et samarbejde om at tilbyde relevante virksomheder i Randers Kommune vejledning og hjælp til at indgå i praktiksamarbejder med studerende fra Aarhus Maskinmesterskole og Aarhus Universitets ingeniørretninger.

Tilbuddet er målrettet fremstillingsvirksomheder, der har begrænsede erfaringer med at have højtuddannede praktikanter. Derudover fokuseres der også på virksomheder med relevante opgaver, der normalt ikke er kvalificeret til at være praktikplads grundet manglende ingeniør- eller maskinmesteransatte. I disse tilfælde hjælper Navitas med at finde en ekstern mentor, så virksomheden alligevel kan få en praktikant. 

Fremstillingsvirksomheder vil øge salget via LinkedIn

D. 9. marts 2017

I løbet af marts og april vil en række fremstillingsvirksomheder i Randers modtage undervisning i, hvordan man bruger LinkedIn til opsøgende salg, markedføring og rekruttering. Undervisningen gennemføres i regi af Industry Smart Center Randers (ISCR), der tilbyder kurset til foreningens medlemmer. 

"Vi udbyder dette kursus, fordi vores medlemmer selv har givet udtryk for, at de gerne vil blive bedre til at bruge digitale medier, og især LinkedIn, i deres forretning. De ejerledede virksomheder har ofte travlt med den daglige drift og ledelse og derfor har de ikke altid fokus på at styrke deres tilstedeværelse på digitale medier. Det er ærgerligt, da digitale platforme, såsom LinkedIn, tilbyder virksomhederne en masse gratis muligheder for at komme tættere på både nye kunder og medarbejdere, siger ISCR projektmanager Erik Poulsen. 

ISCR udbyder to undervisningsmoduler. Det første er et basismodul, hvor virksomhedsejere og andre får hjælp til at oprette og professionalisere deres personlige LinkedIn-profil. Det skal være deltagernes springbræt til at blive mere synlige på LinkedIn og samtidig lære, hvordan man opbygger et værdifuldt netværk som løbende kan styrke markedsføringen af virksomheden og dens produkter. I modul to undervises virksomhederne i, hvordan den personlige profil bruges til at finde nye kunder, markeder og medarbejdere. Helt konkret skal modulet føre til, at deltagerne lærer, hvordan man finder nye potentielle kunder, hvordan man efterfølgende finder de rette kontaktpersoner og endelig hvordan man bør tilgå disse kontaktpersoner på LinkedIn. 

"Mange af vores medlemmer i ISCR nævner, at det er svært at komme igennem til indkøberne i fx Grundfos og Siemens. Ofte får man som underleverandørvirksomheder intet ud af at gå via de almindelig kanaler for at få adgang de store industrivirksomheder. Hvis man vil være mere synlig og attraktiv som underleverandør, så kan det være en rigtig god idé at bruge LinkedIn til at vise sig frem for fx indkøberne i nogle af de industrivirksomheder", slutter Erik Poulsen.

Fakta

  • LinkedIn-kurset udbydes af ISCR i samarbejde med LinkedIn-ekspert Marianne Køpke
  • Modul 1 finder sted d. 17. marts og modul 2 finder sted d. 24. april 
  • Begge undervisningsmoduler afholdes på Tradium i Randers

Optimering af drejeprocesser sænker omkostningerne hos Grundfos-leverandør

D. 31.01.2017 

På en formiddag forbedrede C&L Turned Parts styktiden på deres automatdrejedele med 7 %. Det har betydet, at virksomheden nu opnår årlige og varige omkostningsbesparelser til gavn for produktivitet og konkurrencekraft.  

Hos C&L Turned Parts A/S er der fuld gang i præcisionsfremstillingen af bl.a. messing-, aluminium-, og stålkomponenter på avancerede CNC-styrede drejeautomater. Og netop effektiviteten i produktionsprocesserne er afgørende, når man som C&L Turned Parts laver større serier af op til 1 mio. stk. til brug i f.eks. Grundfos eller Danfoss' produkter. Derfor har virksomheden sammen med det lokale virksomhedsnetværk, Industry Smart Center Randers (ISCR), indgået et samarbejde med spåntagningscentret DAMRC.

"Jeg havde forhørt mig hos et par virksomheder fra lokalområdet, og havde hørt, at der var gevinster at hente ved at lade DAMRC kigge på produktionsprocesserne. Og da ISCR så tilbød at hjælpe os med at komme i gang, så hoppede vi ud i det", siger direktør Claus Søndergaard Pedersen.

Forløbet har ført til, at C&L Turned Parts har realiseret tidsbesparelser på ca. 7 % pr. komponent, hvad angår visse af deres automatdrejeprocesser.

"Det handler om, at DAMRC går ind og optimerer omdrejningerne på drejeautomaten, så vi mindsker uhensigtsmæssige vibrationer. Det er lykkes os at forbedre omdrejningstallet med 11 %, hvilket vi er meget tilfredse med set i forhold til den begrænsede investering vi har foretaget", fortsætter Claus Søndergaard Pedersen.

Det positive forløb med DAMRC har betydet, at Claus Søndergaard Pedersen ikke vil tøve med at kontakte DAMRC igen, hvis der skulle opstå behov for optimering af flere processer i fremtiden: 

"Vi har DAMRC på radaren nu og vil have dem i baghovedet til næste gang vi får brug for hjælp til at lave forbedringer på vores maskinel, slutter Claus Søndergaard Pedersen. 

Fakta

· DAMRC er en forkortelse for Danish Advanced Manufacturing Research Center (DAMRC). Teknologicenteret har optimering og procesudvikling af spåntagningsprocesser som sit fokusområde. 

· Industry Smart Center Randers (ISCR) er et østjysk industrinetværk med ca. 30 medlemmer inden for fremstillingsindustrien. ISCR arbejder for at styrke konkurrencekraften for fremstillingsvirksomhederne i Østjylland. 

ISCR og DAMRC har i fællesskab kørt tekniske optimeringsforløb hos bl.a. Prodan, Randers Tandhjulsfabrik, Knebel Drilling og C&L Turned Parts siden samarbejdet tog fart i 2016. 

 

HS Wind hjælper med at gøre affald til forretning 

HS Wind ApS leverer erfaringer og information til et lokalt genavendelsesprojekt. Projektet handler om at hjælpe fremstillingsvirksomheder til at tjene penge på deres affald og restmaterialer ved brug af en smart IT-løsning. 

Det er der blevet udarbejdet en artikel om som du kan læse her. 

>>>Læs artiklen her

 

Østjysk maskinproducent sparer penge på samarbejde med spåntagningsspecialister

D. 27. oktober 2016

Knebel Drilling fra Syddjurs har sammen med Industry Smart Center Randers indgået et samarbejde med teknologicenteret DAMRC fra Herning. I løbet af en formiddag fandt de i fællesskab en tidsbesparelse på 15% pr. emne ved at optimere virksomhedens fræseprocesser, samt en forøget levetid på værktøjet på 18%.

Der er fuld fart på hos den østjyske maskinproducent Knebel Drilling på Djursland. Der arbejdes på højtryk for at producere bl.a. komplekse maskiner til brønd- og miljøboringsprojekter i Danmark og Mellemøsten. Nu er der således udsigt til, at projekterne bliver endnu mere profitable.

En stor del af Knebel Drillings produktion af maskiner foregår ved spåntagende processer. Når målet er vækst, er det derfor et afgørende konkurrenceparameter at være i stand til at holde omkostningerne ved netop disse processer så lave som muligt. Derfor gik Knebel Drilling sammen med det østjyske industrinetværk, Industry Smart Center Randers, om at lave et forløb med teknologicenteret DAMRC fra Herning.

”I starten tvivler man måske lidt på, at udefrakommende ved mere om, hvordan man optimerer ens produktionsapparat, end man selv gør. Men forløbet har været utrolig spændende, og de arbejder meget professionelt hos DAMRC”, fortæller direktør Klaus Christensen.

Besparelse realiseret på ingen tid

Optimering af Knebel Drillings fræsemaskine er resultatet af en indledende gennemgang af produktionen efterfulgt af et formiddagsprojekt, hvor DAMRC justerede fræsemaskinen, så den nu kører helt optimalt.

”Vi har nedsat den tid, som vi bruger på det enkelte emne, fordi fræsemaskinen nu kører med den optimale tilspænding i forhold til emne og værktøj. Vi har dermed mindsket sliddet på vores fræseværktøj som gør, at værktøjet nu holder meget længere, end det gjorde før”, understreger Klaus Christensen.    

Med afsæt i at DAMRC på så kort tid har kunnet finde disse årlige besparelser, er Knebel Drilling opsat på at fortsætte samarbejdet.

”Vi står foran at skulle købe en ny drejebænk. Og her vil det være oplagt, at vi inddrager DAMRC igen, så vi sikrer os, at den kommer til at køre optimalt fra første sekund”, slutter Klaus Christensen.

Fakta

· DAMRC er en forkortelse for Danish Advanced Manufacturing Research Center (DAMRC). Teknologicenteret har optimering af spåntagnings- og svejseprocesser som sit fokusområde. 

· Industry Smart Center Randers (ISCR) er et østjysk industrinetværk med ca. 30 medlemmer inden for fremstillingsindustrien. ISCR arbejder for at styrke konkurrencekraften for fremstillingsvirksomhederne i Østjylland. 

· ISCR og DAMRC har indgået et samarbejde, der går ud på at matche ISCR’s medlemsvirksomheder med DAMRC’s specialistkompetencer. ISCR kan give økonomisk støtte til DAMRC-forløb, som det har været tilfældet med forløbet hos Knebel Drilling.