b.jpg

Optimering af drejeprocesser sænker omkostningerne hos Grundfos-leverandør

D. 31.01.2017 

På en formiddag forbedrede C&L Turned Parts styktiden på deres automatdrejedele med 7 %. Det har betydet, at virksomheden nu opnår årlige og varige omkostningsbesparelser til gavn for produktivitet og konkurrencekraft.  

Hos C&L Turned Parts A/S er der fuld gang i præcisionsfremstillingen af bl.a. messing-, aluminium-, og stålkomponenter på avancerede CNC-styrede drejeautomater. Og netop effektiviteten i produktionsprocesserne er afgørende, når man som C&L Turned Parts laver større serier af op til 1 mio. stk. til brug i f.eks. Grundfos eller Danfoss' produkter. Derfor har virksomheden sammen med det lokale virksomhedsnetværk, Industry Smart Center Randers (ISCR), indgået et samarbejde med spåntagningscentret DAMRC.

"Jeg havde forhørt mig hos et par virksomheder fra lokalområdet, og havde hørt, at der var gevinster at hente ved at lade DAMRC kigge på produktionsprocesserne. Og da ISCR så tilbød at hjælpe os med at komme i gang, så hoppede vi ud i det", siger direktør Claus Søndergaard Pedersen.

Forløbet har ført til, at C&L Turned Parts har realiseret tidsbesparelser på ca. 7 % pr. komponent, hvad angår visse af deres automatdrejeprocesser.

"Det handler om, at DAMRC går ind og optimerer omdrejningerne på drejeautomaten, så vi mindsker uhensigtsmæssige vibrationer. Det er lykkes os at forbedre omdrejningstallet med 11 %, hvilket vi er meget tilfredse med set i forhold til den begrænsede investering vi har foretaget", fortsætter Claus Søndergaard Pedersen.

Det positive forløb med DAMRC har betydet, at Claus Søndergaard Pedersen ikke vil tøve med at kontakte DAMRC igen, hvis der skulle opstå behov for optimering af flere processer i fremtiden: 

"Vi har DAMRC på radaren nu og vil have dem i baghovedet til næste gang vi får brug for hjælp til at lave forbedringer på vores maskinel, slutter Claus Søndergaard Pedersen. 

Fakta

· DAMRC er en forkortelse for Danish Advanced Manufacturing Research Center (DAMRC). Teknologicenteret har optimering og procesudvikling af spåntagningsprocesser som sit fokusområde. 

· Industry Smart Center Randers (ISCR) er et østjysk industrinetværk med ca. 30 medlemmer inden for fremstillingsindustrien. ISCR arbejder for at styrke konkurrencekraften for fremstillingsvirksomhederne i Østjylland. 

ISCR og DAMRC har i fællesskab kørt tekniske optimeringsforløb hos bl.a. Prodan, Randers Tandhjulsfabrik, Knebel Drilling og C&L Turned Parts siden samarbejdet tog fart i 2016.